Rekordmange deltager i Maddag
20. september 2022
Onsdag den 21. september 2022 deltager intet mindre end 31.538 børn, fordelt på i 327 institutioner, i Maddag.
Maddag, arrangeret af Kost og Ernæringsforbundet og FOA, er en landsdækkende event, som fejrer og hylder alle fordelene ved madordninger i daginstitutioner.
Maddag betegnes som en festdag, hvor tusindvis af børn fra hele landet tilbereder det samme frokostmåltid ud fra det tilsendte inspirations-materiale. I år er det farven ’grøn’, som skal begejstre børn og voksnes smagsløg. Temaet handler om at få lavet kreative, grønne retter men ikke mindst om at have fokus på sunde og bæredygtige retter i madordningerne.
Madordningernes mange gevinster
Madordninger kan, ifølge Rådet for Sund Mad, FOA samt Kost og Ernæringsforbundet en hel masse. Madordninger er nemlig et vigtigt skridt på vejen til lighed i sundhed, da alle børn er sikret ordentlige måltider, der både er varierede og i overensstemmelse med De officielle Kostråd, der er gode for både sundhed og klima.
"Madordninger har så utrolig mange gevinster. For det første er måltiderne i daginstitutionen et oplagt sted at opleve, lege med og lære om råvarer, tilberedning og madkultur. Jo mere børn ved om mad, jo større er sandsynligheden for, at de træffer bevidste og sunde valg senere i voksenlivet. Maddagen herudover en hyldest og anerkendelse af vores dygtige og engagerede medlemmer, som hver dag tilbereder sund og god mad til vores allermindste", siger Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet.
"Fællesspisning giver så meget mere end mætte maver. Sund og velsmagende mad i institutionerne har stor betydning for børns sundhed og trivsel. Og madordninger i daginstitutioner er et skridt på vejen til mere lighed i sundhed. Måltidsvaner og sundhedsadfærd grundlægges i barndommen, og har indflydelse i voksenlivet. Og så bidrager de fælles måltider også til at udligne sociale forskelle. Det er simpelthen en fornuftig investering", siger Pia Heidi Nielsen, sektorformand, Kost- og Servicesektoren, FOA.
Fakta
- Børn får dækket op til 70 procent af deres daglige madindtag i daginstitutionen. Kilde: DTU Fødevareinstituttet.
- 47 procent af alle børnehaver har en madordning. Kilde: Danmarks Statistik
- Madordninger er mest udbredt hovedstadsområdet. 69 procent af børn i Region Hovedstaden har frokostordning, mens det kun gælder 35 procent i Region Syddanmark, 48 procent i Region Midtjylland, 43 procent i Region Nordjylland og 31 procent i Region Sjælland. Kilde: Danmarks Statistik
Måske du også er interesseret i...
Børn og unge
På siderne her har vi samlet aktuelle mad- og ernæringsemner til børn fra 4 mdr., til de større børn i skolealderen og unge teenagers.
Madskoler for børn og unge
Madskoler lærer børn og unge om varieret kost og sund livsstil på en sjov og aktiverende måde.
Sådan gør du børn glade for grønt
Her kan du læse mere om, hvordan du kan gøre børn glade for grønt.
Hvad optager børn i forhold til mad, sundhed og klima?
Børn stiller altid interessante spørgsmål – også børnene på Madskoler. Vi har samlet en række spørgsmål fra disse børn om mad, klima og sundhed.