Danskerne vil gerne leve mere klimavenligt

25. april 2019

Danmark og danskerne går op i klima og klimavenlighed, men er vi villige til at ændre vores måde at leve på for at tage hensyn til klimaet? Det har Landbrug & Fødevarer spurgt danskerne om i en ny undersøgelse.

Highlights fra analysen:

  • 96 pct. af danskerne er villige til at ændre mindst ét aspekt af deres adfærd
    for at leve mere klimavenligt.
  • Det, som flest danskere er villige til at gøre for at leve mere klimavenligt,
    er at ’undgå madspild i husstanden’ (46 pct.), ’sortere husstandens affald’
    (45 pct.), ’bruge egne indkøbsposer, når man handler ind’ (44 pct.), samt
    ’spare på energi i husholdningen’ (39 pct.)
  • Mænd har oftere end kvinder med på deres ’top 3’ at lave klimavenlige
    boligforbedringer, mens kvinder oftere vælger at ’bruge egne indkøbsposer, når man handler ind blandt de tre ting, de er mest villige til at gøre.
  • Det er især danskere ml. 60-70 år, der svarer, at de gerne vil undgå
    madspild for at leve mere klimavenligt. Danskere under 40 år vil oftere end
    andre gerne leve mere vegetarisk – her er andelen oppe på 9 pct. i forhold
    til ml. 3-5 pct. blandt danskere mellem 40 og 70 år.
  • Beboere i Region Sjælland har i højere grad end andre ’at undgå madspild’
    på deres top 3 over det, de er mest villige til at gøre. Blandt danskere bosat
    i Region Hovedstaden finder vi den laveste andel, der har ’sortere husstandens affald’ i deres top 3. Til gengæld har hver tiende i denne region ’leve
    overvejende vegetarisk’ med på deres prioriteringsliste modsat f.eks. 1 pct.
    i Region Nordjylland.
  • Knap halvdelen (45 pct.) vil gerne skære ned på flyrejser til fjerne feriedestinationer af hensyn til klimaet. Dette er en stigning på hele 11 procentpoint i forhold til samme måling i marts 2017. Igen ses en tendens til, at jo
    ældre danskerne er, jo oftere er de villige til at droppe de fjerne feriedestinationer af hensyn til klimaet.

Se de seneste analyser om bæredygtighed…