Potentialer for økologiske planteråvarer

22. januar 2023

Landbrug & Fødevarer har gennemført to nationalt repræsentative befolkningsundersøgelser, der sætter fokus på først forbrugernes måltider derhjemme og dernæst måltider i forbindelse med udespisning og takeaway. Formålet med undersøgelserne er at afdække udfordringer og muligheder for øget afsætning af økologiske planteråvarer til forbrugerne. De vigtigste indsigter er:

  • Flere end hver tredje dansker svarer, at de ofte eller altid køber økologi, når de køber mad og drikke. Økologiforbrugere er en attraktiv målgruppe for planteråvarer. De har oftere end gennemsnittet fokus på faktorer som miljøvenligt, naturlige råvarer, klima og bæredygtighed og samtidig mindre fokus på pris. 61 pct. blandt økologiforbrugere vurderer, at de spiser mere mad fra planteriget nu end for to år siden. Samtidig forventer hele 65 pct. at spise mere mad fra planter i fremtiden. Dette peger på et stort potentiale for afsætning af flere råvarer fra planteriget til forbrugere, der har taget økologi til sig og kigger efter dette, når de handler.
  • To ud af tre danskere kan se sig selv spise velkendte, hjemmelavede retter med kød i en grønnere version, hvor man inkluderer flere råvarer fra planteriget i måltidet. For økologiforbrugere gælder det otte ud af ti, hvilket går godt i tråd med, at denne forbrugergruppe også oftere end andre forventer at spise mere mad fra planter i fremtiden. De råvarer fra planteriget, som forbrugerne kan se sig selv spise mere af i retter med kød, er i særdeleshed grøntsager, svampe og bælgfrugter. På tværs af alle retter gælder det, at mellem hver tredje og halvdelen af de adspurgte finder det vigtigt i høj eller meget høj grad, at råvarerne i måltidet er økologiske.
  • Privat foodservice er et attraktivt vækstmarked for fødevareproducenter, ikke mindst producenter af økologiske planteråvarer. Danskernes seneste udespisnings-oplevelse foregik typisk enten på en restaurant/café med bordservering eller på en fastfood restaurant uden bordservering. Selskabet inkluderede oftest ens partner/kæreste eller ægtefælle, venner samt evt. egne børn og anledningerne spænder bredt, men drejer sig typisk om hygge med familien, en planlagt middag med venner eller spontan lyst uden særlig anledning. Her skiller økologiforbrugerne sig ikke ud fra gennemsnittet. Ser vi til gengæld på, hvad man fik at spise, har økologiforbrugerne oftere end gennemsnittet fået forskellige grøntsager og bælgfrugter, tofu, plantefars samt æg og fisk, den seneste gang de købte og spiste mad uden for hjemmet. Hvor de sikre valg præger gennemsnittets valg af mad på menuen, så beskriver økologiforbrugere oftere deres seneste valg som ”det fortrinsvis sikre valg, men prøvede også noget nyt”. De vælger oftere stedet pga. at det er smagfuld, sund og økologisk mad. Faktisk er det hele 58 pct. blandt økologiforbrugere, der finder det vigtigt eller meget vigtigt, at maden er økologisk, mens det samme gælder 30 pct. blandt gennemsnittet.
  • Ser vi slutteligt på potentialet for flere økologiske planteråvarer i takeaway-måltider, vælger knap tre ud af ti forbrugere takeaway, når de har lyst til at forkæle sig selv og venner/familie med lækker mad. Og skal forbrugerne pege på, hvad de savner ved udbuddet af takeaway-løsninger i deres nærområde, står lækker takeaway og sundhed højt på listen, mens knap hver femte ønsker bedre mulighed for økologiske retter, og 13 pct. ønsker bedre mulighed for at vælge vegetariske retter. Adspurgt, om der er noget, man gerne vil gøre mere af, når det gælder takeaway, så vil hver fjerde forbruger i gennemsnit gerne vælge de økologiske løsninger oftere, mens 17 pct. gerne vil købe og spise flere vegetariske retter.

Se de seneste analyser om forbrug og adfærd…