Danskernes forbrug af mælk og mejeriprodukter
24. marts 2022
Ifølge undersøgelsen af danskernes kostvaner 2011-2013 får voksne danskere i gennemsnit 304 ml mælkeprodukt om dagen. Betegnelsen ’mælkeprodukt’ dækker både over drikkemælk, fløde og alle de syrnede produkter. Små børn (4-9 år) får 428 ml, mens de større børn (10-17 år) får 407 ml.
Voksne danskerne spiser i gennemsnit 44 g ost om dagen. Mindre børn (4-9 år) spiser 21 g, mens de større børn (10-17 år) spiser 25 g om dagen. Én skive ost vejer ca. 20 g. Tallene stammer fra undersøgelsen af danskernes kostvaner, hvor gruppen af ost indbefatter alle ostetyper, incl. kvark naturel. Almindelig skæreost (45+) udgør dog over halvdelen af forbruget.
Mælkens næringsstoffer
Mælkeprodukter er en vigtig kilde til mange vitaminer og mineraler i kosten, særligt kan fremhæves calcium, riboflavin (også kaldet vitamin B2) og jod, samt protein.
Danskerne får 37 % af deres calcium, 33 % af deres riboflavin, 28 % af deres jod, 22 % af deres vitamin B12 og 21 % af deres phosphor fra gruppen af mælkeprodukter.
Se mejeriprodukters bidrag til kostens indhold af en række vigtige næringsstoffer i tabellen nedenfor (% af det samlede indtag):
Protein | B2 | Niacin | Folat | B12 | Calcium | Phosphor | Magnesium | Zink | Jod | Selen | Kalium | |
Mælkeprodukter | 14 | 33 | 10 | 8 | 22 | 37 | 21 | 11 | 12 | 28 | 10 | 16 |
Ost | 10 | 8 | 7 | 6 | 8 | 22 | 12 | 3 | 10 | 2 | 6 | 1 |
Mejeri, total | 24 | 41 | 17 | 14 | 30 | 59 | 33 | 14 | 22 | 30 | 16 | 17 |
Derudover bidrager hele gruppen af mælkeprodukter (drikkemælk, fløde, syrnede produkter) med 8 % af danskernes energiindtag, og 8 % af fedtindtaget. 7 % af indtaget af kulhydrat stammer fra denne gruppe, men kun 3 % af danskerens indtag af tilsat sukker kommer fra mælkeprodukter. I forhold til protein, kommer 14 % fra mælkeprodukterne, og sammenlagt med ostens bidrag på 10 %, betyder det at ca. en fjerdedel af danskernes proteinindtag stammer fra gruppen af mejeriprodukter.
Danskernes indtag af ost
Ost er sammen med mælkeprodukter er en vigtig kilde til mange vitaminer og mineraler i kosten, særligt kan fremhæves calcium, riboflavin (også kaldet vitamin B2) og jod, samt protein.
Danskerne får 22 % af deres calcium og 12 % af deres phosphor fra ost. 10 % af proteinindtaget stammer fra ost. Disse næringsstoffer findes uanset om man vælger de magre eller de almindelige varianter af ost. Ost bidrager dog også med en del fedt, og danskerne får 9 % af deres fedt fra ost og 15 % af det mættede fedt stammer fra denne produktgruppe. De fleste oste har et højt indhold af fedt og af mættet fedt (ca. 64 % af mælkefedt er mættet fedt). De fleste danskere vælger de fede oste. 5 % af kostens samlede energiindhold kommer fra ost.
Danskernes indtag af smør
Voksne danskere spiser gennemsnitligt 41 g fedtstoffer om dagen, mens børnene spiser 36-37 g. Ca. halvdelen af dette skønnes at være smørfedt. Ca. 75 % af børn, 75 % af voksne mænd og 50 % af voksne kvinder spiser mere fedtstof end anbefalet.
Måske du også er interesseret i...
Kostanbefalinger
Læs vores artikler om De officielle kostråd, samt kostanbefalinger til forskellige aldersgrupper.
Danskernes kostvaner
DTU Fødevareinstituttet foretager løbende undersøgelser om danskernes kostvaner. Den seneste er foretaget i 2011-2013. Her kan du læse tal fra undersøgelsen.
Makronæringsstoffer
Læs om makronæringsstofferne: fedt, protein og kulhydrat.
Mikronæringsstoffer
Her kan du læse og de mange vitaminer og mineraler vi får gennem kosten.