Sundhed

24. januar 2023

Line Munk Damsgaard

Ernæringschef

Line Munk Damsgaard

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi spiser mindre kød og vælger bælgplanterne til. I kostrådene omtales bælgplanterne som bælgfrugter.

Det anbefales, at vi, i en planterig og varieret kost, indtager 100 gram tilberedte bælgfrugter udover de anbefalede 600 gram grønt og frugt. I den anbefaling hører grønne bønner og ærter til grøntsagerne og ikke til anbefalingen om indtag af 100 gram bælgplanter. Årsagen hertil er, at grønne bønner og ærter ikke har så højt et proteinindhold, som de øvrige bælgfrugter.

I en vegetarisk kost anbefaler Fødevarestyrelsen, at bælgfrugterne udgør 125 gram i kosten om dagen, og hvis du er 65 år eller ældre og vegetar bør du indtage 150 gram om dagen. Børn mellem 2-5 år, der spiser vegetarisk, bør indtage 50 g om dagen.

Danskerne indtager i gennemsnit 1 g tørrede bælgfrugter om dagen. Det svarer til 2,4 gram i tilberedt vægt. Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, at de tørrede bønner, ærter og linser optager ca. 2,5 gang sin egen vægt i væske ved tilberedning. Det vil typisk være vand, som man lægger dem i blød i, og efterfølgende koger dem. Fødevarestyrelsen har lavet anvisninger til, hvordan man iblødsætter og koger de forskellige typer af bælgplanter for maksimal neutralisering af lektiner. Denne vægtforøgelse påvirker næringsstofindholdet fra det tørrede til det spiseklare produkt.

Da bælgplanter ikke traditionelt har været en stor del af den danske madkultur, ligger der et stort arbejde i forhold til at udbrede kendskab og ikke mindst brugen af disse. 

Kilder:

Fødevarestyrelsen (2021). De officielle kostråd – Godt for sundhed og klima 

Læs mere om bælgfrugter her...

Måske er du også interesseret i disse fødevarer...