'Vidste du at...' Hvor kommer protein fra?

02. februar 2023

Puk Maia Ingemann Holm

Chefkonsulent

Puk Maia Ingemann Holm

 

Proteiner er opbygget af aminosyrer. Aminosyrer er kroppens byggesten. De bruges til at opbygge bl.a. celler, væv, hormoner, antistoffer og enzymer. Flere af aminosyrerne kan kroppen ikke danne selv, de er livsnødvendige (essentielle) og skal derfor tilføres med maden.

De animalske proteinkilder – kød, fisk, fjerkræ, mejeriprodukter og æg – indeholder alle livsnødvendige aminosyrer i en god sammensætning – og har dermed høj biologisk værdi. De vegetabilske proteinkilder – ærter, linser, bønner, nødder og kornprodukter – har lavere biologisk værdi men kan sammensættes sådan, at de supplerer hinanden, og dermed får man også de livsnødvendige aminosyrer. Fx vil majs og bønner sammen give en god sammensætning.

I den daglige kost spiser vi en blanding af proteiner fra animalske og vegetabilske produkter.

På tallerkenerne er vist mængder, der giver 28 g protein. Der er ikke taget hensyn til den biologiske værdi af de enkelte proteinkilder. Mængden af energi er meget forskellig, så man kan ikke bare erstatte bøf med bønner.

Kroppen nedbryder proteiner fra musklerne hele døgnet, men dette modvirkes ved at øge opbygningen af proteiner, når der er tilstrækkeligt med proteiner i maden. Anbefalingen for proteiner til voksne er 1,1 g pr. kg legemsvægt pr. dag og 1,2 g for 65+ (NNR2012).

Protein kan fordeles med 20 g til hovedmåltiderne og 10 gram til mellemmåltiderne – evt. 20 g før natten. Nogle mener, at ældre bør have 30 g i hovedmåltiderne.

Info om materialet

A3 plakat. Viser 28 g protein på hver tallerken, hvor protein kommer fra i måltidet og information om protein.

Plakaten kan kun downloades.

Se de andre "Vidste du at.." materialer her...

Har du prøvet Måltidsberegneren?