Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har opdateret anbefalingerne for institutionskost
08. juli 2025
Anbefalingerne for den danske institutionskost er netop blevet opdateret af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen, så de nu er i tråd med De officielle Kostråd fra 2021 og De Nordiske Næringsstofanbefalinger fra 2023. Få et overblik over de vigtigste ændringer og hvad det betyder for mad og måltider i offentlige institutioner.
Vigtigt at skelne mellem syge og raske
Anbefalingerne beskriver, hvordan fagpersoner bør sammensætte sunde måltider til både raske og syge, fx til børn i vuggestuer, ældre på plejehjem og patienter på sygehuse. Et centralt budskab fra myndighederne til de fagpersoner, der skal bruge publikationen er, at der skal skelnes mellem kost til raske – hvor fokus bl.a. er på forebyggelse af sygdom – og kost til syge, hvor maden i højere grad indgår som en del af behandlingen.
Opdateret i forhold til NNR 2023, kostråd og vejledning om underernæring
Den nye udgave af Anbefalinger for den danske institutionskost er opdateret med udgangspunkt i:
- De Nordiske Næringsstofanbefalinger 2023 (NNR 2023), som sætter nye standarder for indtag af næringsstoffer og understøtter en sund og bæredygtig kost.
- De officielle Kostråd fra 2021, der har fokus på både sundhed og klima, og som nu er integreret i anbefalingerne for institutionskost til raske borgere.
- Sundhedsstyrelsens vejledning om underernæring fra 2022, som styrker indsatsen for opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko – særligt relevant i kommuner, på sygehuse og i almen praksis.
Tre væsentlige ændringer i den nye udgave
Anbefalingerne fra 2025 adskiller sig fra tidligere versioner på 3 centrale punkter:
- Større fokus på bæredygtighed og klima: Kostrådene til raske har nu et tydeligt fokus på en planterig kost, hvilket afspejler den øgede vægt på klima og i De officielle Kostråd og bæredygtighed i NNR 2023.
- Forenkling af kostformer: Selvom hovedprincipperne i kostformerne er bevaret, er antallet reduceret. Normalkost fastholdes, mens Sygehuskost og Kost til småtspisende er slået sammen til den nye kostform Energi- og proteinrig kost. Det skal gøre det lettere at planlægge og tilpasse måltiderne i praksis.
- Øget opmærksomhed på særlige behov: Der er kommet øget fokus på at forebygge væskemangel hos ældre. Samtidig indeholder anbefalingerne nu beskrivelser af særlige forhold for voksne patienter på psykiatriske afdelinger – fx når medicin påvirker appetit og vægt. Derudover er der tilføjet et nyt afsnit om etiske overvejelser i forbindelse med ernæringsbehandling.
Hvad betyder det i praksis?
Publikationen henvender sig til fagpersoner som læger, sygeplejersker, ernæringsassistenter, kliniske diætister og andre, der arbejder med mad og måltider i offentlige institutioner – fx vuggestuer, plejehjem og sygehuse. Den beskriver, hvordan man sammensætter sunde og ernæringsrigtige måltider til både raske og syge borgere.
De opdaterede anbefalinger giver fagpersoner et styrket grundlag for at planlægge og tilberede måltider, der både understøtter sundhed og tager hensyn til klima og bæredygtighed.
Måske du også er interesseret i...
De officielle Kostråd
Her kan du læse mere om De officielle Kostråd, som Fødevarestyrelsen står bag. Hvad er de 7 overordnede råd og hvem gælder de for? Få svar på spørgsmålene her.
De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR)
De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR) er råd og anbefalinger til en sund og nærende kost, samt fysisk aktivitet. Her kan du læse mere om anbefalingerne.
Mad til småbørn (0-2 år)
Her kan du læse om det lille barns tre spiseperioder med mælk, overgangskost og familiens mad. Du får bl.a. viden om vigtige næringsstoffer og barnets madglæde.
Ældre 70+ år
Bliv klogere på kostanbefalinger til ældre over 70 år. Du kan bl.a. få viden om de anbefalede kosttilskud samt anbefalinger om søde sager og underernæring.