Danskernes frokost: Rugbrød, grønt og pålæg dominerer (fortsat) frokostmåltidet
23. februar 2026
Denne markedsanalyse undersøger danskernes aktuelle frokostvaner i 2023, 2024 og 2025 både i forhold til madvalg, vaner og adfærd. Grundlaget for analysen er løbende dataindsamlinger gennemført i 2023, 2024 og 2025 af Voxmeter for Landbrug & Fødevarer. Dataene er en del af Landbrug & Fødevarers vidensdatabase om danskernes madvaner, holdninger og præferencer. I analysen kigger vi bl.a. nærmere på, hvordan danskerne beskriver deres frokost, hvilke råvarer, der finder vej til tallerkenen og hvordan frokosten indtages i praksis.
De vigtigste indsigter er:
- De fleste spiser frokost, men hver femte springer den over. 76 pct. spiser frokost, mens 20 pct. springer måltidet over. Dette gør frokosten til det måltid, flest fravælger i løbet af en dag.
- Hjemmelavet frokost dominerer, men madpakker og kantiner spiller en central rolle på hverdage. Halvdelen spiser frokost hjemme, 18 pct. madpakke og ca. 10 pct. spiser i kantine. Derudover spiser 6 pct. frokost på café eller restaurant, og 6 pct. køber noget ’på farten’ – især de yngre vælger to go løsninger.
- Rugbrød, grøntsager og kødpålæg er fortsat frokostens faste fundament. Rugbrød ligger øverst med 36 pct., tæt fulgt af grøntsager med 35 pct. og kødpålæg med 33 pct. Rugbrød er dog markant mindre populært blandt unge end ældre forbrugere.
- Store forskelle på tværs af alder og region. Ældre spiser mere rugbrød, ost og fiskepålæg. Yngre vælger flere grøntsager, bælgfrugter og "to-go"-løsninger. Region Hovedstaden topper i grøntforbrug, mens de i mindre grad spiser leverpostej. Fiskepålæg og spegepølse er mest udbredt i Syddanmark. Hamburgerryg og rullepølse er til gengæld oftere på menuen i Nordjylland.
- Indsigter fra Kauza viser, at kødpålæg fortsat står stærkt i dansk detailhandel, selvom der sælges mindre volumen end tidligere. Næsten alle danske husstande køber pålæg, men værdien drives især af børnefamilier og ældre par.
- Frokosten er primært et praktisk måltid – nem, hurtig og mættende. Fire ud af ti oplever frokosten som let at lave, velsmagende og mættende, hvilket viser, at både praktik og smag er afgørende i hverdagen. Omtrent hver fjerde fremhæver, at frokosten er sund, hjemmelavet eller billig, og hver femte peger på, at den er nem at få fat i.
- Frokosten står fortsat som et solidt hverdagsanker, men nye generationer og nye vaner er så småt med til at ændre, hvordan måltidet ser ud. Analysen peger på et frokostmønster i bevægelse, men stadig forankret i de velkendte danske madtraditioner.