Kodeks skal sikre kvaliteten af skolemad

13. oktober 2025

Line Munk Damsgaard

Ernæringschef

Line Munk Damsgaard

Et nyt branchekodeks, udviklet af Forum for Skolemad til Alle, sætter nu en fælles standard for kvaliteten af skolemad i Danmark. Kodekset fastsætter et fælles minimumsniveau for kvaliteten af skolemad, men åbner samtidig for, at leverandører kan hæve barren yderligere. Skoler og kommuner kan desuden bruge kodekset som et redskab til dialog med leverandører omkring kvaliteten i skolemaden.

Minimumsstandarder og ambitioner

Kodekset baserer sig på Fødevarestyrelsens Kostråd til måltider i skoler og kantiner og udvider disse med supplerende standarder og ambitioner. 
Ved at tilslutte sig kodekset forpligter leverandørerne sig til at leve op til minimumsstandarderne for kvalitet i skolemad (punkt 1-4) – og samtidig arbejde videre med udviklingen på tværs af kodeksets øvrige kvalitetsparametre.

De 10 kvalitetsprincipper i kodekset:

  1. Børn skal have den nødvendige energi og næring med mad efter kostrådene.
  2. Flest mulige børn skal kunne spise med.
  3. Skolemaden er frisk og velsmagende.
  4. Skolemaden skal udvikle madglæde og madvaner til børnenes grønne omstilling.
  5. Skolemad med mest mulig økologi.
  6. Skolemad med mest muligt dansk grønt og frugt i sæson.
  7. Skolemad med mest muligt rene råvarer og mindst muligt højt forarbejdede fødevarer.
  8. Skolemad med mindst muligt madspild.
  9. Skolemad med mindst muligt engangsservice.
  10. Dialog og støtte til elever, lærere, skolen og forældre skal understøtte kvaliteten i skolemaden.

Et fælles niveau for skolemad

Kodekset skal hjælpe med at skabe et fælles minimumsniveau for kvaliteten af skolemad i Danmark. Samtidig giver det leverandører af skolemad og råvarer til skolemad mulighed for at vise, hvordan de arbejder for at hæve kvaliteten endnu mere – for eksempel gennem økologi, sæsonråvarer eller mindre madspild.
Når man har tilsluttet sig kodekset, kan man synliggøre det for eksempel på sin hjemmeside med et logo. Skoler kan desuden få en plakat med de 10 kvalitetsprincipper, og der arbejdes på at udvikle dialogmateriale til fx elevråd og skolebestyrelser.


Læs mere om Kodeks for kvalitet i skolemad

Nyt fra Ernæringsfokus

Måske du også er interesseret i....