Nye opskrifter og funktioner i Måltidsberegneren

11. november 2025

Katrine Langvad

Chefkonsulent

Katrine Langvad

Med Måltidberegneren kan du lave gratis og personlige måltidsplaner. Måltidsberegneren er designet til fagprofessionelle og kan benyttes direkte i dit arbejde med klienter.

Vi arbejder hele tiden med at forbedre Måltidsberegneren, og har netop tilføjet nye opskrifter og nye funktioner til beregneren. De nye funktioner har vi tilføjet efter ønske fra jer, og er et resultat af en fokusgruppeundersøgelse.

Nye funktioner

Som noget helt nyt kan du tilføje op til 2 drikkevarer til måltiderne. De måltider, der tidligere havde drikkevarer inkluderet, er nu uden drikkevarer, der efter ønske kan tilføjes til de valgte måltider.

Portionsstørrelserne for drikkevarerne tager udgangspunkt i standardangivelserne i DTU’s ”Mål, vægt og portionsstørrelser” for hhv. stort, mellem og lille drikkeglas eller kop. De drikkevarer, hvor der kun er angivet en mellemstørrelse (f.eks. øl, vin, mm.), er det muligt at vælge hhv. +/- 15% i forhold til denne mængde i Måltidsberegneren.

På denne måde kan man konkretisere, hvad portionsstørrelser betyder, og hvilken forskel det gør for det samlede energiindtag f.eks. at inkludere sukkersødede drikke i forskellige mængder.

Læs mere og prøv Måltidsberegneren her

Nye opskrifter

I Måltidsberegneren har vi også tilføjet en række nye opskrifter. De følger principper om ”kødfaktor” og mindre stivelse. Kødfaktoren betyder forbedret optagelse af jern og zink fra vegetabilske kilder som bælgfrugter, mørkegrønne grøntsager og fuldkorn, når de indtages sammen med kød eller fisk. Omtrent 15-50 gram kød eller fisk – det er, hvad der skal til for at øge optagelsen af jern og zink fra de plantebaserede dele af et måltid med op til 150%. Derudover er der mange, som godt kan lide de dybe umami-smage, som både kød og fisk kan frembringe helt naturligt og uden brug af fermentering eller andre avancerede teknikker.  

Nu kan du – og din klient - prøve kræfter med nogle simple opskrifter, der kombinerer grove grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn med kød.

Find mere inspiration til lækre opskrifter på voresmad.dk.

Hvordan fungerer måltidsberegneren?

Ved at indtaste få personlige data og vælge imellem en række måltider, dannes en eller flere personlige kostplaner. Energibidraget for hvert af de valgte måltider kan følges vha. en energi- og kalorieberegner.

Beregneren kan anvendes til personer, der ønsker enten vægttab, vægtvedligehold, vægtøgning eller bare ønsker en madplan med sunde og lækre retter.

Måske du også kunne være interesseret i...

Nyt fra Ernæringsfokus...