Her er danskernes favoritter til aftensmad

13. juni 2025

Line Munk Damsgaard

Ernæringschef

Line Munk Damsgaard

Aftensmaden er en hjørnesten i danskernes madkultur. I denne analyse sætter Landbrug & Fødevarer fokus på danskernes top-10 retter til aftensmad, og hvad der kendetegner netop disse retter. 

Analysen om danskernes favoritretter er baseret på repræsentative befolkningsundersøgelser af danskernes måltidsvaner, gennemført over otte målinger fra februar 2023 til og med november 2024. I hver måling bliver danskerne spurgt til, hvad de har fået at spise dagen før. I undersøgelserne svarer 95 pct. i gennemsnit, at de spiste aftensmad dagen før. Analysen ser nærmere på Top-10 retter: Hvem fik især dette til aftensmad, og hvad kendetegner netop disse retter. 

De vigtigste indsigter er:

  • Næsten halvdelen af danskerne beskriver deres seneste aftensmad som velsmagende, mens omkring fire ud af ti danskere angiver, at måltidet var hjemmelavet, mættende og/eller nemt og hurtigt at tilberede. Særligt i hverdagen er der fokus på, at aftensmaden skal kunne laves hurtigt, mens weekenden i højere grad giver plads til måltider, der kræver mere tid i køkkenet.
  • De retter, som flest danskere svarer har stået på bordet til aftensmad dagen før er pizza, en ret med kylling, rugbrød, bøf/hakkebøf med tilbehør, pastaretter som fx carbonara og tortellini, burger, frikadeller med tilbehør, suppe, pasta kødsovs samt steg. Et nærmere kig på disse retter viser os, at:
  • Pizza er danskernes favorit-ret i 2024, særligt blandt 18-49-årige og børnefamilier. Dens popularitet kan måske forklares ved, at den opfattes som nem og hurtig at tilberede, klar til at spise, og altid er tilgængelig. Hver anden, der fik pizza, beskriver, at pizzaen enten var købt som take-away eller som en færdigret, hvilket kan være en forklaring på, hvorfor den er blevet en klassiker i en hverdag, der kan føles tidspresset.
  • Kylling med tilbehør var i 2023 danskernes favoritret, men er nu på en andenplads. Kylling med tilbehør anses som sund, og så er den i høj grad hjemmelavet. Retten indeholder en bred vifte af grøntsager såsom gulerødder, agurk, peberfrugt, salat, forskellige typer af kål, broccoli, majs samt bønner.
  • Rugbrød og brød med pålæg spises især til aftensmad af de 50-70-årige samt i husstande uden børn. Rugbrød er nemt og hurtigt at tilberede, der bruges sjældent mere end 15 minutter på at tilberede måltidet. Desuden beskrives rugbrød med pålæg som altid tilgængeligt og billigt. De mest populære pålægstyper er leverpostej, spegepølse, rullepølse, pålægssalater og hamburgerryg.
  • Bøf og hakkebøf er populært særligt blandt mænd og personer over 71 år. Retten beskrives i højere grad end gennemsnittet som en ret lavet med danske råvarer. Der serveres ofte kartofler, ærter og/eller rodfrugter til bøffen. Rødvin er desuden et populært valg som drikkevare til bøf og hakkebøf.
  • Pastaretter som carbonara og tortellini er populære blandt yngre forbrugere og børnefamilier. Det er nemt og hurtigt at tilberede pastaretter, og 41 pct. blandt dem, der har fået pastaretter, angiver, at de har brugt mellem 15-30 minutter på retten.
  • Burger er populært blandt mænd, de 18-29-årige og børnefamilier. Den beskrives sjældent som hjemmelavet, og hver fjerde burger er købt som et take-away måltid. Sodavand eller cocktails drikkes i højere grad til burgeren end til den gennemsnitlige aftensmadsret.
  • Frikadeller med tilbehør er særligt populært blandt de 60-70-årige, samt i husstande uden børn. Retten består typisk af kød og kartofler og samt i højere grad end den gennemsnitlige aftensmadsret af forskellige typer kål. Foruden vand er mælk en populær drik til måltidet.
  • Suppe er en ret, der ofte spises af kvinder. Den indeholder ofte grøntsager, og foruden de populære grøntsager løg og tomat indgår også oftere gulerødder, rodfrugter samt porrer. Kartofler er også en populær ingrediens i suppen. Brød og bagværk bliver desuden oftere beskrevet som en del af retten sammenlignet med retter i gennemsnit.
  • Pasta med kødsovs er særligt populær til aftensmad blandt yngre forbrugere og børnefamilier. Den beskrives i høj grad som hjemmelavet, velsmagende, mættende, nem og hurtig at tilberede samt noget for alle.
  • Steg med tilbehør er populær blandt alle aldersgrupper, om end lidt mindre blandt de 18-29-årige. Retten bliver i højere grad end den gennemsnitlige ret spist på café eller restaurant. Når retten laves derhjemme, er det oftere i weekenden, hvor 16 pct., der fik steg i går, brugte mellem 1-2 timer på tilberedningen af måltidet fra start til slut, mens yderligere 9 pct. brugte over 2 timer. Når det kommer til drikkevarer, vælger en tredjedel rødvin til måltidet, mens en fjerdedel foretrækker sodavand.

Se de seneste analyser om forbrug og adfærd...