Viden om brød, kornprodukter og fuldkorn
17. april 2026
I undersiderne til dette emne om korn kan du læse mere om ernæring, sundhed, danskernes forbrug, bæredygtighed, tilberedning og smag samt kvalitet og fødevaresikkerhed.
Kornets opbygning
Korn er blevet dyrket gennem årtusinder og er den største afgrøde i Danmark. De vigtigste kornsorter, der dyrkes i Danmark, er rug, byg, hvede og havre. Inden for de enkelte kornsorter - f.eks. hvede - findes der mange forskellige typer/arter. Det er ikke alle arter, der er lige velegnede til at blive dyrket i Danmark, og det er heller ikke alle, der er lige gode til at fremstille bagemel af.
Et korn er opbygget af fire dele:
- Frøhviden/melkernen (ca. 83%)
- Skaldelene (ca. 8%)
- Aleuronlaget (ca. 6%)
- Kimen (ca. 3%)
Frøhviden udgør den største del af kornet og indeholder protein og kulhydrat i form af stivelse. Skaldelene udgør den næststørste del af kornet og består hovedsageligt af ufordøjelige kulhydrater dvs. kostfibre. Aleuronlaget, som kan regnes med som en del af skaldelene, har den højeste koncentration af mineraler (bl.a. calcium og jern) og indeholder også proteiner, fedtsyrer og B-vitaminer (primært niacin). Kimen udgør den mindste del af kornet, men har den højeste koncentration af fedtsyrer, og indeholder desuden protein, B-vitaminer og vitamin E.
Fremstilling af mel
Ved formaling af et hvedekorn, kan følgende produkter fremkomme:
- Hvedemel
- Grahamsmel
- Fuldkornshvedemel
- Knækkede eller knuste hvedekerner
- Hvedeklid
- Hvedekim
Når korn skal males til mel, varierer det, hvor meget af kornet der bruges, da det afhænger af kornsorten og meltypen, der skal fremstilles. Betegnelsen ’udmalingsgrad’ udtrykker hvor stor en del af kornet, der er malet til mel. Dvs. en udmalingsgrad på 100% betyder, at hele kornet er malet til mel, og der er derfor tale om fuldkorn. Fuldkornsmel har en høj næringsværdi, da alle kornets næringsstoffer er bevaret.
Der findes både fuldkorns- og ikke-fuldkornsvarianter af brød og andre kornprodukter, og valget mellem dem varierer på tværs af aldersgrupper. Mere om disse forskelle kan læses i afsnittet om danskernes forbrug.
Læs om korn her...
Ernæring
Her kan du læse om de næringsstoffer, som brød og kornprodukter bidrager med.
Sundhed
Brød og kornprodukter er hovedkilden til fuldkorn i danskernes kost. Her får du overblik over anbefalinger og danskernes indtag
Danskernes forbrug
Se hvordan brød, kornprodukter og fuldkorn indgår i danskernes kost. Analyse af forbrug, fordeling og udvikling blandt børn, unge og voksne.
Bæredygtighed
Her kan du læse mere om brød og korn i relation til bæredygtighed.
Tilberedning og smag
Tilberedning spiller en central rolle for både smag og kvalitet i brød og kornprodukter.
Kvalitet og fødevaresikkerhed
Kvalitet og fødevaresikkerhed er centrale emner, når der produceres korn. Læs mere her.