Madspild og madaffald i Danmark

22. august 2023

Puk Maia Ingemann Holm

Chefkonsulent

Puk Maia Ingemann Holm

Madaffald er alt affald, der stammer fra mad. Madaffald kan opdeles i to kategorier: madspild og øvrigt madaffald. Madspild er fødevarer, der kunne være spist, men i stedet er blevet smidt ud. Øvrigt madaffald er de dele af fødevarerne, der ikke er beregnet til at spise. Eksempler på madspild er brød, hel frugt og grønt og middagsrester. Eksempler på andet madaffald er æggeskaller, osteskorper, kaffegrums og kernehuse. Der produceres hvert år 1.214.000 ton madaffald.

Madspild opstår igennem hele værdikæden fra jord til bord, dvs. både hos producenter, detailhandel og forbrugere.
En opgørelse udgivet af Miljøstyrelsen i 2021 viser, at der i Danmark årligt smides mere end 800.000 tons mad ud, som går under definitionen madspild – altså mad der kunne være blevet spist. Madspild er et problem for alle samfundets aktører, der spilder værdifulde ressourcer, som kunne være brugt andetsteds.

Madspild er dermed madaffald, der kunne være blevet spist af mennesker. Det skal dog pointeres, at der mellem madaffald og madspild eksisterer en gråzone. Eksempelvis er kartoffelskræller eller stilken på en broccoli uspiselige for nogle, mens de for andre er en naturlig del af madlavningen. Kultur, vaner og sæson spiller altså ind i forhold til dette. Grænsen mellem spiseligt madspild og uspiseligt madaffald kan variere på det individuelle niveau.

En stor del af madspildet sker i produktions- og forarbejdningsleddet. Det skyldes bl.a., at Danmark eksporterer en stor andel af de fødevarer, der produceres i landet samtidig med, at vi er et lille land. På den måde producerer vi fødevarer til hele verden og har derfor en stor produktion i forhold til indbyggertal.

Madspildet i Danmark fordeler sig således:

  • Husholdningerne står for 247.000 ton om året
  • Detailhandlen står for 96.000 ton om året
  • Fødevareindustrien står for 385.000 ton om året
  • Primærproduktionen står for 44.000 ton om året
  • Institutioner og storkøkkener samt hoteller og restauranter står for de resterende 42.000 ton om året

Til kamp mod madspild

Madspild er i den grad kommet på agendaen, og flere aktører i fødevarebranchen gør et stort arbejde for at sænke madspildet i Danmark såvel som i resten af verden. Der kommer løbende nye analyser på banen, og danskerne bliver mere bevidste om deres egen rolle i bekæmpelsen af madspild.

Gode råd til miljøbevidst tilberedning af din mad

  • Køb ikke mere ind end du regner med at få brugt
  • Lav gerne mad til flere dage
  • Brug rester i madpakker, aftensmad mv. næste dag
  • Steg og kog ikke længere tid end nødvendigt
  • Steg og kog ikke ved højere temperatur end nødvendigt
  • Varm evt. vand til kogning i el-kedel
  • Husk låg på gryden
  • Vælg enkle retter uden brug af for mange gryder og pander
  • Sæt retten i kold ovn hvis stegetiden er længere end ½ time
  • Sæt flere ting i ovnen ad gangen
  • Undgå madspild

Læs mere hos Stop Spild af Mad – Danmarks største bevægelse mod madspild.

Måske du også er interesseret i...