Fjerkræ og sundhed

20. marts 2026

Fjerkræ er en del af en sund og varieret kost blandt grøntsager, kartofler, frugter, fuldkornsprodukter, mejeriprodukter, fisk, æg og andet kød. Mange danskere spiser kylling, og faktisk er kylling at finde på hver femte aftensmadstallerken i Danmark (Landbrug & Fødevarer: Aftensmad med kylling beskrives oftere som sund og frisk, 2025) .

Kødet fra fjerkræ er ofte magert, afhængigt af dyret, og kaldes bl.a. for hvidt kød. Derudover har det et højt indhold af proteiner, B12 og forskellige andre vitaminer og mineraler, der er vigtige for kroppen.

Læs mere om fjerkræs ernæringsmæssige bidrag til danskernes kost her

En varieret kost

Med en varieret kost menes der en fornuftig balance mellem de forskellige råvarer og fødevaregrupper. Kød har høj biotilgængelighed, hvilket hjælper kroppen med at optage næringsstofferne. Udover de sensoriske fordele ved kød, kan en smule kød i måltidet faktisk i sig selv fremme optagelsen af jern fra vegetabilske produkter, hvilket er kendt som ”kødfaktoren”.

Fjerkræ giver en masse næring og smag til måltidet, og de mange muligheder for tilberedning gør det til en ideel råvare i mange forskellige sammenhænge. Både som for- og hovedret, til frokost i en sandwich, som smagsgiver i en suppe eller som pålæg i et mellemmåltid. Mange børn er især glade for et kyllingelår i madpakken, da det både smager godt og mætter.

På en Y-tallerkenmodel vil kød fra fjerkræ typisk fylde 1/5, mens frugt og grønt optager 2/5 af pladsen. De sidste 2/5 består af stivelsesprodukter som kartofler, ris, brød, pasta o.a.

Du kan læse mere om kød og sundhed her.

Efterlevelse af kostråd

I Danmark findes der ikke et særskilt kostråd for fjerkræ eller hvidt kød. Fjerkræ indgår i stedet i anbefalingen for kød samlet set, hvor indtaget af rødt kød og fjerkræ tilsammen bør være omkring 350 gram om ugen som del af en planterig og varieret kost. Inden for denne ramme anbefales det særligt at begrænse indtaget af kød fra firbenede dyr – især okse og lam. Kylling kan derfor være et godt valg som en del af de 350 gram kød om ugen.

Ingen i Danmark lever op til alle kostrådene, og når det gælder anbefalingen for kød (”rødt kød og fjerkræ”), er det kun 7,3 % af befolkningen, der holder sig inden for de anbefalede mængder. Der ses en tydelig kønsforskel: 10 % af kvinderne efterlever rådet, mens det kun gælder 4 % af mændene. Det betyder, at over 90 % af danskerne spiser mere end de anbefalede 350 gram kød om ugen.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet - Danskernes Kostvaner 2021-2024, tabel 10.2

 

Læs mere om danskernes specifikke indtag af fjerkræ her

Her kan du læse mere om fjerkræ...

Måske er du også interesseret i disse fødevarer...