God smag og dansk produktion er vigtige kriterier for hakket kød

23. marts 2022

På trods af en stor opblomstring af nye plantebaserede køderstatningsprodukter, er der tilsyneladende stadig langt, til mange danske indkøbskurve. Ifølge en helt ny analyse af Epinion for Landbrug & Fødevarer, foretrækker de danske forbrugere i langt højere grad de naturligt hakkede kødtyper, frem for plantefars. Blandt de hakkede kødtyper er oksekød på en suveræn førsteplads, efterfulgt af gris, kylling og på sidstepladsen altså hakket plantefars/køderstatning, som 7 ud af 10 forbrugere aldrig benytter i madlavningen.

Om analysen

I denne markedsanalyse stilles forbrugerne overfor fire typer af hakket kød/plantefars; hakket oksekød, kyllingekød, grisekød og plantefars. Der spørges ind til forbrug, og købsmotiver, samt hvilke kriterier, som forbrugerne prioriterer ved køb af ét eller flere af produkterne. 

Læs hele analysen 'God smag og dansk produktion er vigtige kriterier for hakket kød'.

Danskerne forventer kvalitet

Danskerne er så trygge ved kvaliteten af det danske hakkekød, at de har en grundlæggende forventning om at det smager godt, og at indholdet ser friskt og appetitligt ud. Er kødet danskproduceret og fri for antibiotika, vil forbrugeren være yderligere motiveret for at købe det.

Plantebaseret – det skal smage godt!

For de forbrugere der vælger plantebaseret køderstatning, er smagen i endnu højere grad med til at afgøre, om produktet ender i kurven igen. Derudover vægtes miljø og bæredygtighedsparametre langt højere, end om produkterne er produceret lokalt i Danmark.

Kostmønstre og præferencer

Danskerne foretrækker altså langt overvejende de naturligt hakkede kødtyper, som de forbinder med velsmag, friskhed og appetit. Derfor er det ikke overraskende, at der hyppigt indgår hakket kød, i de danske måltider. Hele 85 % af adspurgte serverer retter med hakket oksekød, mindst 1 gang om måneden. Hakket grisekød er ligeledes en yndet spise, som hele 69 % serverer på månedlig basis. 32 % har hakket kyllingekød på menuen, mindst én gang om måneden, mens 12 % har hakket plantefars/køderstatning på tallerkenen hver måned.

Hvis man arbejder med tilpasninger i kosten, kan analysen give et indblik i danskerne præferencer. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på en af analysens øvrige konklusioner: de fleste danskere forventer ikke at ændre deres forbrugsmønster i fremtiden, og de der gør, er i hovedtræk dem der i forvejen spiser plantebaserede produkter.

Her kan du man læse mere om de forskellige kødtyper i relation til danskernes forbrugsmønstre, sundhed, ernæring, bæredygtighed, kvalitet og sikkerhed, tilberedning og smag, dyrevelfærd, mm.

Se de seneste analyser om fødevarer...