Danskerne vil gerne spise mere grønt, men forbruget falder

17. september 2026

Monika Maria May

Seniorkonsulent

Monika Maria May

I denne analyse sætter Landbrug & Fødevarer fokus på danskernes grøntsagsvaner, og på hvordan ønsket om at spise mere grønt stemmer overens med de faktiske madvaner.

Analysen undersøger blandt andet, hvor mange danskere der spiser grøntsager dagligt, hvilke faktorer der driver og begrænser forbruget, samt hvilken rolle pris, inspiration, smag og dansk oprindelse spiller, når forbrugerne vælger grøntsager. Derudover ses der nærmere på, hvordan grøntsager indgår i dagens måltider, og hvad der kendetegner de forbrugere, der spiser mest grønt.

De vigtigste indsigter er:

  • Færre danskere spiser grøntsager dagligt, selvom mange ønsker at spise mere grønt. 51 pct. af danskerne spiser grøntsager hver dag mod 55 pct. i 2024. Samtidig svarer 51 pct., at de gerne vil spise flere grøntsager, end de gør i dag. Der er dermed et tydeligt gab mellem ambition og praksis.

  • Grøntsager er især en del af aftensmaden. Madtracker-data viser, at 55 pct. nævner grøntsager som en del af aftensmaden, mens andelen er væsentligt lavere ved morgenmad og frokost. Aftensmåltidet er derfor det måltid, hvor grøntsagerne fylder mest i danskernes kost.

  • Måltidet planlægges ofte ud fra kødet frem for det grønne. Mere end hver tredje dansker svarer, at kød, fjerkræ eller fisk har hovedrollen i aftensmåltidet, og at resten af måltidet planlægges ud fra dette. Kun få tager udgangspunkt i grøntsagerne først.

  • Smag, friskhed og kvalitet vægter højere end dansk oprindelse. Når danskerne køber grøntsager, er det især smag, friskhed og kvalitet, der påvirker valget. Dansk oprindelse har betydning for mange, men står ikke alene og prioriteres lavere end flere af de mere produktnære egenskaber.

  • Manglende inspiration er den største barriere for at spise mere grønt. Mange forbrugere efterspørger idéer til nye måder at bruge grøntsager på. Samtidig peger flere på udfordringer som madspild, manglende viden om tilberedning og oplevelsen af, at grøntsager hurtigt bliver kedelige.

  • Prisen fylder især hos de yngre forbrugere. Yngre danskere lægger i højere grad vægt på lave priser og værdi for pengene, mens ældre forbrugere oftere prioriterer kvalitet, dansk oprindelse og naturlighed.

  • De fleste er tilfredse med udvalget, men priserne opleves som en udfordring. Forbrugerne oplever generelt, at butikkerne tilbyder et passende udvalg af grøntsager. Til gengæld peger mange på høje priser, svingende kvalitet og begrænset variation som områder, der kan gøre det sværere at vælge mere grønt.

Se de seneste analyser