Plantebaseret protein er på vej frem

09. januar 2023

Med støtte fra Promilleafgiftsfonden for Landbrug arbejder Landbrug & Fødevarer på at skabe større viden om den vegetabilske fødevaresektor i Danmark. Dette arbejde indebærer etableringen af statistik over sektoren, der kan danne et solidt grundlag for at følge udviklingen i sektoren over tid og belyse dens bidrag til den danske økonomi.

De første resultater er baseret på nyeste tilgængelige opgørelse fra Danmarks Statistik fra 2019. Her ser vi, at produktionen af vegetabilske fødevarer i 2019 skabte værdi for 8,6 mia. kr. i Danmark og beskæftigede 13.400 personer. Vi ser samtidig, at én beskæftiget i den vegetabilske fødevareproduktion skaber godt og vel ét job mere i den øvrige del af økonomien.

Der er øget fokus på dyrkning af afgrøder med et højt proteinindhold, som er direkte egnet til humant konsum. Listen af potentielle afgrøder vokser i takt med det øgede fokus på at kunne levere fødevarer med et højt indhold af planteprotein. Her viser seneste opgørelse fra Landbrugsstyrelsen, at arealet med proteinrige afgrøder er fordoblet fra 2017 til 2022. Det er fortrinsvis hestebønner der dyrkes, svarende til en andel på omkring 60 pct. af de dyrkede arealer med proteinafgrøder. Hestebønner bruges primært som foder i Danmark som erstatning for importeret soja, men kan nemt indgå i madlavningen, hvilket sker i mange andre lande.

Blandt danskerne rykker planterig kost mere og mere i fokus, og tre ud af ti svarer, at de spiser kødfrit én eller flere dage om ugen. En undersøgelse blandt danske forbrugere vidner dog om, at plantebaserede fødevarer ikke automatisk sidestilles med grøntsager og rodfrugter. I stedet er det meget konkrete produkter som plantefars og plantedrikke, som danskerne kommer til at tænke på. Det kan derfor anbefales at fortælle om konkrete vegetabilske ingredienser som korn, svampe, rodfrugter, grøntsager og bønner, når man skal fortælle om sit produkt eller sin måltidsløsning.

Blandt forskellige vegetabilske og anderledes animalske kilder til protein er kikærter, linser og chiafrø dem, som flest allerede har smagt. Linser og kikærter topper samtidig listen over de kilder til protein, som både opleves mest klimavenlige, de sundeste – og som man samtidig har lyst til at spise. Generelt er der dog relativ begrænset viden om sundheden af de forskellige kilder til protein, ligeledes er der en del, der svarer ”ved ikke” til spørgsmålet om, hvilke af kilderne til protein de betragter som de mest klimavenlige. Dette peger på et indsatsområde ift. at fortælle om vegetabilske proteinkilders klimavenlighed.

Se de seneste analyser om danskernes forbrug…