Flere unge drikker energidrik viser data fra DTU

22. april 2026

Katrine Langvad

Chefkonsulent

Katrine Langvad

Mere end hver tredje unge drikker energidrik. Blandt dem, der drikker energidrik regelmæssigt, får mange så meget koffein, at det kan påvirke søvnen. Det viser en ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet baseret på nyeste data om danskernes kostvaner.

Energidrik er blevet en fast del af mange unges hverdag

Salget af energidrikke er steget markant de seneste år, og forbruget blandt børn og unge giver anledning til bekymring. En ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet viser, at mere end hver tredje unge drikker energidrik, og at 15 % af de 10–17 årige drikker energidrik regelmæssigt – det vil sige mindst nogle gange om ugen.

Analysen bygger på data fra Den Nationale Undersøgelse af Danskernes Kost og Fysiske Aktivitet (DANSDA) 2021–2024, gennemført for Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Mange overskrider grænser for koffein

Selvom det samlede koffeinindtag blandt unge generelt er lavt, viser analysen, at blandt de unge, der regelmæssigt drikker energidrik, overskrider 88 % mindst én gang om ugen grænseværdier for koffein, som kan give søvnforstyrrelser.

Ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) bør børn og unge højst indtage 3 mg koffein pr. kilo kropsvægt pr. dag, og allerede ved lavere indtag tæt på sengetid kan søvnen blive påvirket. Det betyder, at selv et moderat indtag af energidrik kan få betydning for unges nattesøvn.

Søvn er særligt vigtig i teenageårene

Søvn spiller en central rolle for børn og unges trivsel, udvikling og indlæring. Ifølge DTU forsker Anja Biltoft Jensen er det især de unge med et regelmæssigt forbrug af energidrik, der giver anledning til bekymring:

”Det er typisk dem, der ofte overskrider grænserne for, hvornår koffein kan medføre søvnforstyrrelser og blive sundhedsskadeligt,” siger hun til DR i en nyhed.

Ud over søvnforstyrrelser viser tidligere undersøgelser, at højt koffeinindtag også kan føre til uro i kroppen, hjertebanken og hovedpine.

Fakta fra analysen

  • 15 % af de 10–17 årige drikker energidrik regelmæssigt
  • 88 % af disse overskrider ugentligt koffeingrænsen for søvnforstyrrelser
  • Energidrik bidrager med over halvdelen af koffeinindtaget blandt unge, der drikker det regelmæssigt
  • Salget af energidrik er steget med næsten 1.200 % fra 2010 til 2024

Nyt fra Ernæringsfokus...