9 ud af 10 forældre med madordning er tilfredse
28. september 2026
Hvis du er forælder til et barn i en daginstitution med madordning, er der stor sandsynlighed for, at du er meget tilfreds med ordningen. Det viser en ny undersøgelse blandt forældre til børn i daginstitutioner.
Ni ud af ti forældre med madordning er tilfredse, og samtidig vurderer de fleste forældre, at maden er sund, varieret og velsmagende. Vurderingerne er tydeligt mere positive, når maden bliver tilberedt i institutionen, end når den bliver leveret udefra.
Det er et af de klare resultater i en ny undersøgelse af forældrenes holdninger til madordninger i daginstitutioner, der er udarbejdet af Landbrug & Fødevarer som en del af partnerskabsprojektet Sund start – Gode vaner for livet under Børnevægt i Balance alliancen.
– I Landbrug & Fødevarer er vi, som de fleste forældre i undersøgelsen, meget positive overfor madordninger, ligesom vi er optagede af, at madordninger skal være af høj kvalitet. Gode madordninger styrker fællesskab, trivsel og madmod. Samtidig er de en oplagt mulighed for at introducere børn til sunde måltider baseret på gode danske råvarer, siger Line Munk Damsgaard, afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer.
Undersøgelsen belyser ud over den generelle opbakning til madordninger også oplevede fordele og barrierer samt betydningen af erfaring, organisering og pris.
Partnerkommentarer vedr. undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført som en del af projektet Sund start – Gode vaner for livet. Projektpartnerne er Kost og Ernæringsforbundet, Fødevarestyrelsen, Forældrenes Landsorganisation FOLA og Landbrug & Fødevarer.
Sund start – Gode vaner for livet er støttet af Novo Nordisk Fonden og etableret i forbindelse med Børnevægt i Balance Alliancen. Undersøgelsens konklusioner, vurderinger og anbefalinger er udarbejdet af Landbrug & Fødevarer med bidrag fra de øvrige projektpartnere og repræsenterer ikke nødvendigvis fondens og de øvrige alliancepartneres holdninger
Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet:
Tilfredsheden er størst, når maden bliver lavet i institutionen af en madprofessionel. Det fortæller mig, hvor vigtig vores medlemmers faglighed er. Madprofessionelle skaber hver dag sunde, varierede og velsmagende måltider til gavn for børnenes madmod og sundhed nu og her – men faktisk også på den helt lange bane. For madvaner grundlægges i barndommen.
Signe Nielsen, direktør i Forældrenes Landsorganisation FOLA:
Det må ikke være familiens økonomi, der afgør, om et barn får adgang til en god madordning. Når maden ikke er en del af pladsprisen, risikerer vi, at nogle forældre må sige nej, fordi de ikke har råd. Det er paradoksalt, for det kan være netop de børn, der har størst behov for den sunde mad, fællesskabet og muligheden for at udvikle madmod, siger Signe Nielsen.
Kirstine Hartvig Mahler, enhedschef i Fødevarestyrelsens enhed Bæredygtig mad og Sundhed:
Sund mad til børnene i daginstitutionerne er et vigtigt emne for langt de fleste forældre. Fødevarestyrelsens Kostråd til Måltider i daginstitutioner sætter den faglige ramme for sunde måltider og giver et fælles udgangspunkt for madordninger, der styrker børns gode madvaner.
Nyt fra Ernæringsfokus
Måske du også er interesseret i...
Sunde børn konferencen 2026
Sunde Børn blev afholdt den 24. september i et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og Landbrug & Fødevarer. Se præsentationerne og budskaber fra konferencen.
Børn
På siderne her har vi samlet aktuelle mad- og ernæringsemner til børn fra 4 mdr., til de større børn i skolealderen.