Hvordan sikrer vi god ernæring og livskvalitet for ældre i ernæringsrisiko?

Ernæring skal tænkes som en del af behandlingen, ansvaret skal være tydeligere, og samarbejdet på tværs af hospital, kommune og almen praksis skal styrkes. Det var nogle af de centrale perspektiver, da Mejeriforeningen den 28. oktober samlede politikere, fagprofessionelle og organisationer på Christiansborg til konference om ernæring og livskvalitet for ældre i ernæringsrisiko.

Vi bliver flere ældre i Danmark, og flere lever med kronisk sygdom, nedsat appetit, uplanlagt vægttab og risiko for underernæring. Det stiller krav til den ernæringsmæssige indsats både på hospitaler, plejehjem og i eget hjem.

På konferencen Hvordan skaber vi god ernæring og livskvalitet for ældre i ernæringsrisiko? blev der sat fokus på udfordringerne, men i høj grad også på løsningerne. Gennem faglige oplæg, eksempler fra praksis og en afsluttende debat blev der sat forskellige perspektiver på, hvad der skal til for at styrke ernæringsindsatsen for ældre.

Ernæring skal tænkes ind som en del af behandlingen

Et gennemgående tema på dagen var behovet for at tænke ernæring langt mere systematisk ind i behandling og pleje.

I debatten blev der blandt andet peget på, at ansvaret for den ældres ernæring kan være uklart, særligt i overgangene mellem hospital, kommune og eget hjem. Hvem reagerer eksempelvis, hvis en ældre borger ikke spiser tilstrækkeligt eller taber sig? Og hvem har ansvaret for, at den rette ernæringsindsats bliver sat i gang og fulgt op?

Her blev både kommunerne og almen praksis fremhævet som centrale aktører, ligesom flere pegede på behovet for et mere sammenhængende og systematisk samarbejde på tværs.

Fra salen blev spørgsmålet samtidig rejst, hvorfor ernæring ikke i højere grad betragtes som behandling på linje med andre behandlingsindsatser.

Mad skal ikke kun være næring

Dagens oplæg og debat kredsede også om noget helt grundlæggende: Maden skal have en ernæringsmæssig kvalitet, men den skal også vække appetit og skabe madglæde.

For ældre med lille appetit eller i ernæringsrisiko er det ikke tilstrækkeligt alene at se på måltidets ernæringsmæssige sammensætning. Smag, genkendelighed, madkultur, fællesskab og selve måltidsoplevelsen har også betydning for, om maden bliver spist.

Derfor blev der på dagen sat fokus på både ernæringsbehov og de praktiske rammer, der påvirker den mad, som serveres. Her blev blandt andet økonomi i køkkenerne og rigide kommunale indkøbsaftaler fremhævet som forhold, der har betydning for mulighederne i praksis.

Grøn omstilling uden at gå på kompromis med ernæringen

Hvordan den grønne omstilling af de professionelle køkkener skal gennemføres for ældre i ernæringsrisiko, fyldte også i diskussionerne.

Et gennemgående perspektiv var behovet for balance. Grøn omstilling, ernæringsbehov, madkultur og måltidskvalitet skal kunne gå hånd i hånd, og den ernæringsfaglige vurdering skal spille en central rolle.

Samtidig blev der peget på, at ældre ikke er én ensartet gruppe. For ældre i ernæringsrisiko er det afgørende, at ændringer i måltider og råvaresammensætning tager afsæt i deres særlige behov og ikke sker på bekostning af ernæring, appetit og madglæde.

Er der behov for nationale mål?

Den afsluttende debat samlede repræsentanter fra politik, faglige organisationer, ældreområdet og sundhedsvæsenet om spørgsmålet: Hvordan løfter vi sundhedsstatus hos ældre i ernæringsrisiko?

Her var nationale mål og retningslinjer et af de emner, der gik igen. Flere så et potentiale i en tydeligere national retning, som kan skabe større opmærksomhed og understøtte en mere systematisk indsats.

Samtidig stod det klart, at nationale ambitioner ikke kan stå alene. Skal de gøre en reel forskel for den enkelte ældre, skal de kunne omsættes lokalt (fx hos egen læge og i eget hjem), hvor en stor del af ernæringsindsatsen foregår. Det kræver både faglighed, prioritering, ressourcer og et velfungerende samarbejde på tværs.

Det tager vi med os videre

Ved dagens afslutning samlede Mejeriforeningen op på en række centrale perspektiver fra konferencen:

• Ernæring skal være en del af behandlingen og tænkes systematisk ind i indsatsen for ældre i ernæringsrisiko.

• Ansvar skal placeres tydeligt, ikke mindst i overgangene mellem hospital, kommune, almen praksis og eget hjem.

• Samarbejdet på tværs skal være mere smidigt, så den ernæringsmæssige indsats ikke tabes mellem sektorer og faggrupper.

• Faglig viden skal omsættes til praksis. Der findes dokumentation for, at ernæringsindsatser kan gøre en forskel, men indsatserne skal iværksættes og følges systematisk.

• Kvalitet i køkkenet kræver prioritering, men ernæringsindsatser skal også ses i sammenhæng med de kliniske konsekvenser. Her blev det bl.a. nævnt, at kvalitet kan koste i køkkenet, men betaler sig i klinikken.

• Madglæde og genkendelighed er afgørende. Det rigtige ernæringsindhold får først betydning, hvis maden bliver spist.

• Rammerne omkring de professionelle køkkener har betydning, og blandt andet indkøbsaftaler kan begrænse mulighederne for at indkøbe lokale råvarer, råvarer i sæson og tilpasse maden til forskellige behov.

• Grøn omstilling og ernæring skal tænkes sammen, med blik for at ældre i ernæringsrisiko har særlige behov.

• Nationale mål og retningslinjer kan være en del af løsningen, hvis de understøtter handling og samarbejde i praksis.

Konferencen viste samtidig, at ernæring til ældre ikke er et spørgsmål, som én faggruppe eller én sektor kan løse alene. Skal indsatsen styrkes, kræver det, at ernæring tænkes ind på tværs af behandling, pleje og måltider, og at der er tydelighed om, hvem der handler, når en ældre er i ernæringsrisiko.