Deltag i årets grøntfest i uge 34

12. august 2026

Line Munk Damsgaard

Ernæringschef

Line Munk Damsgaard

En hel uge med fokus på grøntsager

Den Nationale Grøntuge vender tilbage – og i år står over 50 partnere på tværs af organisationer, myndigheder og fødevareerhvervet sammen om at sætte grøntsagerne i centrum. I løbet af uge 34 bidrager de med grønne initiativer, inspiration og aktiviteter. Som ernærings- og sundhedsprofessionel kan du også bidrage med til at gøre grøntsagerne synlige, fristende og nemme at vælge.

”Vi ved, at mange gerne vil spise flere grøntsager, men at hverdagen ofte står i vejen. Derfor handler Grøntugen ikke om løftede pegefingre, men om gode idéer, nye smagsoplevelser og konkrete løsninger, der gør grøntsager nemme og oplagte at vælge. Når over 50 partnere går sammen, kan vi skabe inspiration dér, hvor danskerne handler, spiser og mødes,” siger Line Munk Damsgaard, afdelingsleder for Ernæring & Forbrugeranalyse i Landbrug & Fødevarer og projektleder for Den Nationale Grøntuge.

Formålet med ugen er at:

  • Fremhæve grøntsagernes mange muligheder – uden løftede pegefingre
  • Vække smagslyst og nysgerrighed
  • Inspirere til nye grønne madvaner

Danskerne vil gerne spise grønnere

De officielle Kostråd anbefaler 600 gram grøntsager og frugter om dagen, hvoraf mindst halvdelen bør være grøntsager. Alligevel viser den nationale kostundersøgelse Danskernes kostvaner 2021–2024, at kun 7,3 procent af befolkningen lever op til anbefalingen for frugt og grønt. Samtidig ved vi fra tidligere forbrugeranalyser at ca. halvdelen af danskerne gerne vil spise flere grøntsager. Viljen er altså til stede – men for mange skal det grønne valg være lettere at omsætte til handling i en travl hverdag.

Derfor håber vi, at Den Nationale Grøntuge kan være en anledning til at gøre det grønne valg nemmere, sjovere og mere indbydende.

”Smag, friskhed og kvalitet betyder meget, når danskerne vælger grøntsager. Derfor skal vi gøre mere end at fortælle, at grøntsager er sunde. Vi skal vise, hvordan de kan blive en nem og velsmagende del af flere måltider – også til frokost og som mellemmåltid. Grøntugen er en oplagt anledning til at gå på opdagelse i nye smage og lade hele familien være med,” siger Line Munk Damsgaard.

En uge med grønt fællesskab

Den Nationale Grøntuge gennemføres i regi af Rådet for sund mad med Landbrug & Fødevarer som projektleder. Over 50 partnere bakker i år op og bruger deres egne aktiviteter og kanaler til at skabe et bredt grønt fællesskab.

Vi håber, at ugen kan være med til at åbne for nye samtaler om maden, vi spiser – og om hvordan grøntsager kan få en mere naturlig og velsmagende plads i vores hverdag.

Sådan kan du kommunikere under den Nationale Grøntuge

  • Kommunikér glad, positivt og handlingsanvisende – uden løftede pegefingre.
  • Lad grøntsagerne være det primære fokus. Andre fødevarer kan naturligt indgå, for eksempel i opskrifter, måltider og tilbud.
  • Brug gerne følgende hashtags (prioriteret rækkefølge): #DenNationaleGrøntuge #Glæddinesanser #Grønterrodentilaltgodt
  • Kombinér gerne Grøntugens materialer med eget indhold, for eksempel opskrifter, billeder, tips og viden om grøntsager.

Nyt fra Ernæringsfokus...

Måske er du også interesseret i disse...