Biotin (B7-vitamin)

20. april 2026

Katrine Langvad

Chefkonsulent

Katrine Langvad

Vitamin B7 kaldes også Biotin. Det er et vandopløseligt vitamin, der findes i mange animalske fødevarer, cerealier og enkelte grøntsager. Biotin bidrager til:

  • et normalt energistofskifte
  • til nervesystemets normale funktion
  • til en normal omsætning af makronæringsstoffer
  • til en normal psykologisk funktion
  • at vedligeholde et normalt hår
  • at vedligeholde normale slimhinder
  • at vedligeholde en normal hud

Da biotin ofte er bundet til protein, betyder det, at biotin skal frigøres via enzymet biotinidase, før det kan absorberes.

Anbefalet indtag om dagen

I denne tabel ses det anbefalede daglige indtag af biotin for mænd og kvinder.

 

Kvinder, µg/dag

Mænd, µg/dag

Provisorisk AR

32 µg

32 µg

AI

40 µg

40 µg

Kilde: Nordic Nutrition Recommendations, 2023

NB: AR: Den forventede anbefaling for halvdelen af alle individer i en given aldersgruppe, AI: Det anbefalede indtag baseret på observerede eller eksperimentelt bestemte estimater af en befolkningsgruppe med tilstrækkeligt indtag.

Der er på nuværende tidspunkt ikke publiceret data vedrørende den danske befolknings indtag, men en rapport fra EFSA viste i 2014, at voksne fra Letland i gennemsnit spiste mellem 34 og 45 µg om dagen.

Risikogrupper

Manglen på biotin er lav i den generelle befolkning, og mangelsymptomer er primært fundet i individer, som har arvelig mangel på enzymet biotininidase. Symptomer på mangel af biotin er hårtab, øjenbetændelse, skællende eksem, ataksi, muskelslaphed, epilepsi og udviklingshæmning hos børn og spædbørn. 

For meget og for lidt biotin

Risikoen for at få for meget biotin er meget lav, og der er ikke fastsat en øvre toksikologisk grænse for indtag af biotin. Selvom biotin findes i mange fødevarer, er det vandopløseligt og udskilles via urinen. Høje doser af biotin gennem kosttilskud kan dog forstyrre immunologiske laboratorietests som stofskifteprøver og hjertemarkører.

Et for lavt indtag af biotin forekommer sjældent. Mangel forekommer hos personer med arvelig mangel på enzymet biotinidase og ved parenteral ernæring uden tilskud. I meget sjældne tilfælde ved ekstremt ensidig kost eller langvarigt indtag af rå æggehvide pga. indholdet af antinæringsstoffet avidin. Dette kan medføre en række symptomer som hårtab, øjenbetændelse, skællende eksem, ataksi, muskelslaphed, epileptiske anfald og udviklingshæmning hos børn og spædbørn.

Kilder og biotilgængelighed

Man finder biotin i mælk, lever, korn, æg og nogle grøntsager. Det frie biotin er let tilgængeligt, og absorberes i den proksimale del af tyndtarmen. Det er blevet påvist, at når det gives i farmakologiske doser bliver det hele absorberet via passiv diffusion. Biotilgængeligheden er mindre blandt det protein-bundne, da det er afhængigt af biotinidase. 

Eksempler på Biotin i forskellige fødevarer

 

Indhold af biotin pr. 100 g 

Kyllingelever

210 µg

Kalvelever

135 µg

Østers

41,0 µg

Paté

27,0 µg

Leverpostej

24,0 µg

Fiskefilet, paneret, stegt

14,5 µg

Blåmusling

12,6 µg

Kilde: DTU Fødevareinstituttet - Fødevaredata april 2026

 

Indhold af biotin pr. 100 g 

Peanuts, ristet

114 µg

Solsikkefrø

99,8 µg

Hasselnød

87,4 µg

Mandel

82,5 µg

Grønkål

36,0 µg

Havregryn

19,0 µg

Edamamebønner (Sojabønner)

13,7 µg

Kilde: DTU Fødevareinstituttet - Fødevaredata april 2026

Læs om andre vitaminer her...

Måske du også er interesseret i...